København
Dag 1.
Det var en af de der tidlige morgener, hvor luften stadig var kølig og stille, og solen kun lige havde sendt sine første stråler over Sønderborg. Klokken var 6:45, den 2. maj 2025. Vi – Tomme, Mygge og Chili – stod klar på togbangården, spændte og klar til endnu et kapitel i Guldbajerklubbens stolte historie: Årets Bodega Tour i København.
Toget stod allerede og ventede på os på perronen, men som ægte guldbajerentusiaster vidste vi selvfølgelig, at man ikke bare sætter sig ind i toget uden at skyde turen i gang med en velkomstbajer. Tomme havde som altid tænkt fremad og slæbt tasken med, der – naturligvis – var fyldt til randen med kolde guldbajere. Vi grinte, skålede og nød den første gyldne drik i den stille morgenluft, mens vi snakkede om alle de bodegaer, vi skulle besøge, og de røverhistorier, vi ville komme hjem med. Det var tydeligt, at vi alle trængte til denne tur – og det var som om hele klubånden vågnede til live med den første slurk.
Efter dåsen var tom, pakkede vi sammen og bevægede os mod toget. Vi fandt hurtigt den vogn, vi skulle være i, og spottede vores pladser. Og som traditionen foreskriver, så kan man da ikke starte en togtur uden at knappe en ny op.
Den velkendte klikk-lyd fra dåsen, der blev åbnet, lød som musik i vores ører.
De andre passagerer kiggede noget måbende på os, og vi kunne godt mærke, at ikke alle forstod charmen ved en tidlig guldbajer. Nogle rystede på hovedet, mens andre smågrinede over vores morgenhumør. Men vi lod os ikke gå på – vi var i gang med at skabe minder, og vi var kun lige begyndt. Toget satte i gang med et blødt ryk, og vi lænede os tilbage i sæderne. Snakken gik livligt. Turen havde været længe undervejs, og vi havde glædet os som små børn til juleaften. Vi vidste, at turen til København ville tage omkring 3-4 timer, men det bekymrede os ikke. Vi var jo i godt selskab – og med Tommes magiske taske fyldt med guldbajere var vi sikre på, at vi i hvert fald ikke ville blive tørsige undervejs. Som promillen langsomt steg, gjorde humøret det samme. Vi grinte højere, snakkede højere, og det var ikke til at tage fejl af, at vi måske var en anelse højrøstede i toget. Et par af de andre passagerer kastede lange blikke over mod os, men vi tog det som et kompliment – Guldbajerklubben havde aldrig været kendt for at være stille. Det tog faktisk ikke lang tid, før den første affaldspose allerede var godt fyldt med tomme dåser. Det gik stærkt, men vi sørgede selvfølgelig for at rydde op efter os. Rejsetiden føltes også som om den fløj afsted. Vi var godt i gang, og vi vidste, at det her ville blive en tur, vi ville huske længe. Mens toget susede gennem det danske landskab, fyldt med marker og små stationsbyer, var stemningen helt i top. Vi sad spredt ved vores pladser i det åbne vognafsnit, hvor snakken gik lystigt på tværs af bordet. Med hver kilometer vi nærmede os København, blev grinene højere og stemningen mere løssluppen.
Inden vi nåede at blinke, lød den velkendte stemme over højtaleranlægget:
“Næste station er København H. Husk alt jeres bagage og pas på mellem tog og perron.”
Det gav et gib i os alle. Pludselig gik det op for os, at eventyret for alvor skulle begynde nu. Vi kunne høre hyl fra andre tog, der bremsede ind, og København summede af liv og aktivitet. Pendlere, turister, backpackere – alle smeltede sammen i den pulserende storbyatmosfære. Vi pakkede hurtigt vores tasker væk og gik målrettet ud af toget. Humøret var højt, og vi kunne bestemt også mærke, at promillen havde sneget sig op på et solidt niveau. Vi tog rulletrapperne op mod hovedbanegårdens travle hjerte. Overalt summede det af mennesker, der målrettet bevægede sig mod deres destinationer. Forretninger, spisesteder og kiosker blinkede med deres farverige skilte, og duften af kaffe og takeaway fyldte luften.
Midt i mylderet kom Tomme med en idé: “Skal vi ikke bare bestille Metro-billetter til hele turen, så slipper vi for at bøvle senere?”
Chili var hurtig på aftrækkeren og hev mobilen frem. Et par tryk senere var billetterne klar. Alt klappede – næsten som om vi var garvede byfolk. Vi fandt hovedudgangen mod Istedgade. Man kunne næsten mærke byens puls trække os med ud. Maveknurren begyndte at melde sig, og heldigvis spottede vi hurtigt en klassisk pølsevogn. Vi stillede os i læ ved vognen og bestilte hotdogs med det hele. Mens vi stod der og nød den danske streetfood-klassiker, begyndte regnen stille at dryppe. Før vi så os om, blev det til tunge dråber, og vi måtte skynde os tilbage under indgangen til banegården for at skåne både os selv og bagagen. Hotdogsene smagte ekstra godt i ly for regnen, og vi stod og grinede lidt af vores egen turistagtige start på dagen. Chili fandt igen mobilen frem og kunne se, at der skulle ligge flere brune værtshuse længere nede ad Istedgaden. Vi begav os ned ad gaden. Regnen tog til, men det gjorde bare stemningen mere rå og autentisk. Tomme slæbte sig tappert afsted med sine tasker. Der var ekstra vægt i den ene, for den var pakket godt og grundigt med Guldbajere.
Efter at have gået et stykke tid begyndte regnen så småt at lægge sig. Vi var gennemblødte fra top til tå, men det kunne ikke trykke stemningen. Vi grinede over, hvordan vi lignede druknede mus, mens vi fortsatte længere ned ad Istedgade. Vi passerede lukkede natklubber med slidte plakater af letpåklædte kvinder. Byens mere rå sider viste sig, men vi trak bare på skuldrene. Det var alt sammen en del af eventyret. Længere nede ad gaden dukkede en blåmalet bygning op i horisonten. Chili tjekkede mobilen og nikkede: “Det der… det er ‘Det lille Øresunde’. Et vaskeægte brunt værtshus.”
Over døren hang et gammelt, vejrbidt Tuborg-skilt, og de slidte bogstaver over indgangen bekræftede navnet. Vi satte farten op. Vi var blevet godt kolde, og tanken om tørvejr – og måske en kold Guldbajer – trak os ind i varmen. Døren knirkede, da vi trådte ind, og vi blev mødt af duften af øl, let røg og frisklakerede træborde, der skinnede blankt i det dæmpede lys. Væggene var rigt dekoreret med gamle øl plakater, fodboldhalstørklæder, bryggeriskilte og nostalgiske billeder, der alle fortæller deres egen lille historie. Over indgangen til baren hænger det ikoniske træskilt “Det lille Øresund” sirligt skrevet, og ved siden af dingler en klassisk værtshusklokke – klar til at ringe sidste omgang ind.
Ved baren sad kun en enkelt mand og røg, mens han førte en stille samtale med kroværten. Stemningen var rolig, næsten familiær, og vi følte os straks velkomne. Vi fandt et ledigt bord tæt på baren, og Tomme var hurtig til at gå op til baren og bestille tre gyldne damer. Øllene blev serveret med et smil og et nik fra kroværten., Vi slog os ned, klar til at nyde øjeblikket.
Vi var i højt humør, og som øllet gled ned, kom vi i snak med kroværten. Snakken gik let, og vi fortalte, at vi var en lille uformel klub – Guldbajerklubben – med missionen om at besøge og anmelde de brune værtshuse rundt omkring i landet. Værten lo og virkede oprigtigt underholdt. Da Tomme nævnte, at han havde medbragt nogle af vores specialdesignede Guldbajer-klistermærker, lyste kroværten op. “Sådan én skal da op på væggen her,” sagde han og pegede på en ledig plads mellem to gamle øl plakater. Tomme gik straks i gang, men idet han fik klistermærket sat op, lød et rungende grin fra baren.
“Den sidder skævt, du!” råbte kroværten med et bredt smil. Vi andre brød ud i latter, og Tomme blev drillet.
Da vi havde drukket den sidste tår af vores øl, blev vi enige om, at turen måtte gå videre. Kroværten, fortalte, at der ikke langt derfra lå et andet brunt værtshus. Det hed Grusgraven. Han fulgte os venligt ud på gaden og pegede med en ru hånd ned mod Mattæusgaden. Vores skridt var lette, humøret højt, vi tog en guldbajer frem fra tasken. Den blev åbnet med et velkendt klik, og skummet stod som en hilsen til det københavnske forår. På vejen passerede vi Tove Ditlevsen Skolen. Dørene stod på vid gab, og børn strømmede ud med tasker og latter i hælene. Weekendens frihed glimtede i deres øjne. Da vi nåede Enghavevej, var stemningen næsten festlig. Solen skinnede svagt ned mellem bygningerne, og vi kunne mærke, at humøret steg i takt med skridtene. Endelig stod vi foran Grusgraven. facaden bar præg af mange års slid, men det gjorde kun stedet mere indbydende. Vi skubbede døren op og blev mødt af duften af øl og røg , der blandede sig i en genkendelig summen.
Grusgraven, Et klassisk værtshus med mørke træpaneler og en ældre krovært. Da vi trådte ind, lød det karakteristiske klirr fra ølglas og dæmpet samtale. Et par stamgæster sad i baren og nikkede venligt, som om de kendte os, eller måske bare respekterede, at vi søgte det samme som dem. Vi fandt et bord tæt ved vinduet og fik hver en guld øl. Da vi havde drukket ud, bevægede vi os ud i solen igen, og på vejen tilbage mod Mattæusgaden knappede vi endnu en guldbajer op. Byen summede omkring os – cykler, samtaler, duften af nybagt brød fra et bageri. Livet levede lige dér, i gaden. Ved Tove Ditlevsen Skolen så vi nogle bænke i en lille park. Solen var lun, og der var mennesker overalt – Vi satte os og nød stemningen, lod verden glide forbi. Tomme kiggede sig omkring og mumlede: “Jeg skal virkelig pisse…” og smuttede hen bag en busk. Chili rejste sig straks og sagde: “Det skal jeg også,” og gik uden tøven hen til det nærmeste træ – desværre ét, der stod lige ud til gaden.
“Hvad laver du?” råbte Mygge og rejste sig halvt op. “Der kan du da ikke pisse!”
Men det var for sent. En familie kom forbi i samme øjeblik og stoppede op. Børnene gloede, moren gispede, og faren rystede opgivende på hovedet. Chili? Han stod helt rolig, lod som ingenting, og kiggede op mod solen som om han blot nød varmen. Vi blev siddende lidt endnu og nød de sidste slurke af vores øl, mens solens skær dansede over brostenene. Stemningen var let, og byens summen blev som et bagtæppe til vores snak. Snart blev vi enige om, at det var tid til næste stop – et nyt værtshus måtte findes. Vi rejste os og fortsatte op ad Mattæusgaden, Da vi passerede Sct. Mattæuskirken, lod vi blikket glide op over dens tårn, som stod rankt mod den blå himmel. Da vi drejede ind på Valdemarsgade, blev gaden smallere, mere lokal – en slags pause midt i Vesterbros liv. Lidt længere nede fik vi øje på nogle grønne skilte, der var monteret direkte på facaden af en bygning, hvis vægge var malet i samme dybe, grønne farve. Det hele stod skarpt i solen, og de hvide bogstaver på skiltet læste: “Café Erik”. Men det var ikke kun navnet, der fangede os – skiltet var prydet med to krydsede billardstokke og en rød kugle i midten. Der var ingen tvivl: Her kunne man ikke bare få en øl, men måske også tage et spil. Facaden havde patina – ikke slidt, bare ærlig. Den grønne farve gav stedet karakter, som om det ikke behøvede gøre sig til. Her var der blevet drukket bajere i både modgang og medgang. Her var et værtshus, som kendte sit publikum.
“Den ser lovende ud,” sagde Mygge med et nik. “Café Erik… det lyder hjemmeligt.”
Café Erik havde sjæl. Ikke det polerede slags, men den ægte, der sidder i væggene og mellem rillerne i det mørke trægulv. Møblementet var simpelt og slidstærkt – mørke træborde med tydelige mærker efter mange års samtaler og spildte dråber. Over os hang metalgyldne lamper, der kastede et varmt skær ud i lokalet. Væggene var prydet med kendte ølplakater – Tuborg-reklamer fra 70’erne, en gammel Grøn Tuborg-dame og et Carlsberg-skilt med patina. Vi fandt et lille bord tæt ved vinduet, hvor vi kunne følge med i gadens stille bevægelser. Tomme gik op til baren og kom tilbage med tre gyldne damer – kolde flasker med dug på, lige som vi kan lide dem. Vi skålede, og latteren sad løst. Promillen var efterhånden høj, men stemningen endnu højere.
Kort tid efter kom vi i snak med kroværten. En mand med sølvgråt hår, fast blik og en rolig stemme. Da vi fortalte ham om vores lille klub, spidsede han ører. Vi forklarede, at vi rejste rundt i Danmark og anmeldte brune værtshuse – ikke for sjov alene, men fordi vi ville bevare dem. De ægte steder. De sidste bastioner for fortællinger og fællesskab
Han smilede bredt og nikkede. “Det er godt, der stadig er nogen, der forstår det.” Og uden tøven satte han sig ved vores bord. Kort efter hentede han tre skarpe – på husets regning. “Sådan noget skal støttes,” sagde han med glimt i øjet.
Efter flere hyggelige timer og ikke så få øl på Café Erik, begyndte vi så småt at mærke tyngden af både stemningen og vores oppakning. Det var ved at blive svært at bære rundt på al den “opbakning” – vores taske, jakker, og ikke mindst den samlede promille. Men vi var enige: én mere kunne vi godt klare, før vi satte kursen mod hotellet. Der var et værtshus oppe ved Istedgade, som havde været lukket tidligere, men nu burde det være åbnet. Med lidt slingrende skridt og grin i maven bevægede vi os mod nord. Stemningen var høj, da vi gik ned ad gaden. Pludselig lød der et højt “slask!” – og der lå Mygge. Han fløj nærmest hen ad asfalten og landede tungt på alle fire, som en fuld maratonløber, der lige havde mistet alt håb.
“Hvad sker der?!” udbrød Chili forskrækket, men kunne ikke skjule sit grin.
Tomme, som allerede stod og smågrinede, måtte støtte sig til en lygtepæl. “Det der… det var smukt,” fik han frem mellem latterkramperne. Mygge lå lidt, som om han overvejede, om han kunne blive der permanent. Så rejste han sig besværligt og stønnede. “For helvede… den kantsten var jo mere end fem centimeter høj!” Han humpede videre, med støv og ære rystet af sig, men stadig med et smil i mundvigen. Vi andre kunne knap gå for bare grin – og det var ikke fordi øllet var lettet i taskerne.
Istedgade ventede, og vi var klar. Ét værtshus mere. Ét kapitel mere til historien.
Vi finder McKluud – eller “Kluden”, som stamgæsterne kalder det. Et værtshus, hvor det vilde vesten møder det rå København. Facaden er prydet med brune træbjælker, der leder tankerne hen på en ægte saloon. Et stort sheriffstjerne-skilt og neonlys med ordene “Bar. Billiard.” byder dig velkommen. Indenfor mødes du af en labyrintisk indretning med træbåse, dæmpet belysning og en atmosfære, der emmer af historie og røg. Da vi trådte ind på McKluud, var vores forventninger stadig høje. Facaden emmede af karakter, og vi havde glædet os til at slutte dagen af med endnu en autentisk oplevelse.
Men hurtigt stod det klart, at stemningen her var en anden. Værten bag baren kastede kun et kort blik op, da vi kom ind – intet smil, ingen velkomst. Da Tomme forsigtigt spurgte, om vi kunne få tre guld øl, lød svaret tørt og uden øjenkontakt. Øllene blev sat hårdt på disken, uden et ord. Ingen interesse, ingen varme – bare kold afvisning pakket ind i tavshed. Det var som om, vores tilstedeværelse nærmest generede. Vi forsøgte at finde en plads og skabe lidt stemning selv, men lokalet føltes tungt. Selv blandt de få andre gæster var der en tavshed, der ikke var hyggelig, men trykket. Ingen samtale, kun lyden af et fjernsyn, der kørte i baggrunden, og klirrende flasker.
Vi drak hurtigt vores øl og blev enige om, at det ikke gav mening at blive længere. Her var vi ikke velkomne – i hvert fald ikke i den ånd, vi kom med. Det blev dagens eneste skuffelse.
Med et lille suk og lidt ømme ben forlod vi McKluud og begav os tilbage mod Banegården for at finde en taxa. Snart sad vi i bilen med retning mod CABINN Metro Hotel på Arne Jacobsens Allé – klar til at få benene op og lægge dagen bag os med både grin og erfaringer rigere.
Dag 2.
Vi blev enige om aftenen før, at vi skulle mødes næste morgen kl. 7 i lobbyen på CABINN Metro Hotel. Morgenmaden var inkluderet, og vi tænkte, det var bedst at starte dagen samlet – især efter gårsdagens værtshusvandring, som både kunne mærkes i benene og i hovedet. Vi vågnede trætte, men nogenlunde klar. Vores “opbakning” – de tunge tasker og måske også lidt af gårsdagens procenter – sad stadig i kroppen. Det var som om, skuldrene var lidt lavere, og benene lidt tungere end normalt.
Nede i stueetagen så vi hurtigt et skilt med en pil og teksten: “Breakfast / Morgenmad”. Det pegede os i retning af hotellets morgenmadsområde. Duften af kaffe og ristet brød mødte os allerede ved trappen, og der lød en dæmpet summen fra de første gæster, der allerede var i gang. Da vi kom ned til morgenmaden, var vi lidt usikre på, om vi bare kunne tage for os af buffeten. En hotelmedarbejder kom os i møde og spurgte på engelsk: “What is your room number?” Han henvendte sig til Mygge, som stod forrest. Mygge svarede selvsikkert: “Hundred” og “elleve”. Den ansatte så forvirret ud – han forstod tydeligvis ikke, hvad der blev sagt. Chili og Tomme begyndte at fnise bagved, og medarbejderen gentog sit spørgsmål et par gange. Til sidst tog Tomme over og sagde værelsesnummeret tydeligt. Medarbejderen tjekkede sin liste og sagde: “You not here.”
Vi kiggede alle forvirrede på hinanden – det kunne da ikke passe. Vi havde jo bestilt hotel med morgenmad. Problemet var, at medarbejderen ikke talte dansk, og det var tydeligt, at vi ikke kom videre uden lidt tolkning. Tomme og Mygge sendte et opfordrende blik til Chili, som forklarede på engelsk, at det måtte være en fejl. Medarbejderen nikkede og begyndte at forklare noget til Chili – men det, han sagde, lød hverken som engelsk eller noget andet sprog, vi kendte.
“Hvad siger han?” udbrød Chili frustreret.
Efter noget, der føltes som flere minutters gætterier og håndbevægelser, lykkedes det endelig at forstå, at vi skulle spise morgenmad på hotellet ved siden af, som også var en del af CABINN Metro Hotel. Vi bevægede os over til det andet hotel, som hotelmedarbejderen havde henvist os til. Gennem vinduerne kunne vi se gæster sidde og spise i en spisesal. For at komme ind skulle man dog passere en bom, der lignede noget fra et fitnesscenter – med kortlæser og det hele. Chili trak sit hotelkort op og kørte det hen over kortlæseren. Intet skete. “Det er da utroligt,” udbrød han frustreret. Han sukkede og gik hen til receptionen. Receptionisten talte heller ikke dansk, så Chili måtte endnu engang forklare hele seancen – fra misforståelsen på det første hotel til bommen, der nægtede adgang. Hun virkede forvirret og mente bestemt, at vi burde spise på det hotel, vi oprindeligt kom fra. Alligevel ville hun kontakte nogen derovre for at få klarhed. Efter en del frem og tilbage fik vi endelig lov til at komme ind og finde en plads. Den ansatte, der havde afvist os tidligere, dukkede op, undskyldte og nikkede anerkendende – som om han endelig havde regnet den ud.
Efter morgenmaden blev vi enige om at tage Metroen ind til byen. Men først skulle vi lige et smut forbi Bilka i Field’s – for selvfølgelig skulle vi have en øl med på vejen. Vi tog en rundtur i det næsten mennesketomme shopping center. De fleste butikker var stadig lukkede, så der var en rolig, næsten søvnig stemning over stedet. Da vi havde fået fat i vores øl, trådte vi ud på Arne Jacobsens Allé. Der lød en rislen af vand ned ad gaden – som en lille å midt i byen. Vi fandt et godt spot, hvor vi kunne stå i solen og knappe op. Solen varmede dejligt, dens stråler fandt vej mellem bygningerne og gav os en forsmag på foråret. Vi stod og nød vores øl i stilhed, mens Metroen susede forbi nede på Ørestads Boulevard.
“Det er den, vi skal med,” sagde Tomme og nikkede mod toget, der gled af sted i baggrunden. Da vi kom op på perronen, fandt vi hurtigt et kort over Metroen og blev enige om, at vores første stop skulle være Christianshavn. Kort efter kom Metroen, og vi sprang ind. Toget gav et kraftigt ryk, da det satte i gang, og vi måtte lige finde balancen. Der var mange mennesker, så alle siddepladser var optaget, og vi endte med at stå tæt ved udgangen. På et af stoppene steg en ung pige ind med sin cykel. Pladsen blev hurtigt trang, og vi stod nu som sild i en tønde. Endelig lød det: “Christianshavn.” Metroen bremsede, dørene åbnede – og igen kom der et voldsomt ryk.
Mygge, der stadig var mærket efter gårsdagens fald og havde en øm ankel, mistede balancen og faldt direkte ind i Chili. Chili kunne ikke modstå presset og væltede videre – lige ind i pigen med cyklen. Han endte halvvejs siddende på hendes bagagebærer. Pigen så forskrækket ud, mens Chili forsøgte at sende et undskyldende blik, alt imens han forsigtigt rejste sig. Vi skyndte os ud af Metroen, og da vi kom udenfor, kunne vi ikke holde grinet tilbage. Vi fandt en rulletrappe, der førte os op til Christianshavns Torv. På vej op sagde Tomme med overbevisning i stemmen:
“Jeg er helt sikker på, at det første vi møder, er nogle grønlændere.”
Og ganske rigtigt – da vi nåede toppen, sad en gruppe hjemløse grønlændere på torvet. De drak øl og røg joints, pakket godt ind i store jakker og tæpper, måske for at holde varmen, måske fordi de havde sovet udenfor. De hilste venligt på os, som om de kendte os. Vi blev stående et øjeblik for at få overblik over området. I horisonten kunne vi se tårnet på Vor Frelsers Kirke – en imponerende og smuk bygning, som rejste sig over byens tage. Vi begyndte at gå ned ad ‘Overgaden Oven Vandet’, med Christianshavns kanal løbende på vores ene side.
Både vuggede i vandet, og solen spejlede sig i overfladen. Chili havde igen sin mobil fremme og var på sporet af et brunt værtshus.
“Der er ét hernede, hvis jeg læser kortet rigtigt,” sagde han og tog føringen.
Det var en charmerende strækning, med både caféer og små restauranter helt ned til kanalen.
Da vi nåede til Sankt Annæ Gade, pegede Chili pludselig og sagde:
“Dér! Derovre er der et.”
Og ganske rigtigt – lige på hjørnet lå et brunt værtshus med det herlige navn Stærkodder. Café Stærkodder ligger på hjørnet af en klassisk københavnerbygning med lyse, pudsede mure og elegante, lodrette vinduesindramninger. Facaden er enkel, men charmerende, og signalerer med det samme, at her er tale om et ægte brunt værtshus med sjæl. Over døren hænger et karakteristisk træskilt med navnet Café Stærkodder i en gotisk-inspireret skrift og et motiv af en sort fugl – en stær – som tilføjer personlighed og kant. Indgangen er enkel og mørkrammet, og trædøren står åben, hvilket giver et indbydende og uformelt udtryk. Café Stærkodder fremstår som et klassisk dansk værtshus med varme, træbeklædte vægge og et hyggeligt interiør, præget af slidte, men hjemlige møbler. Lokalet har en intim atmosfære med dæmpet belysning og en bar i baggrunden, hvor flasker og glas er sirligt opstillet. Der hænger billeder og plakater på væggene, hvilket giver stedet karakter og lokal charme. I højre side ses flere spillemaskiner, som vidner om værtshusets traditionelle tilbud til stamgæster og besøgende. Bordene og stolene er enkle og funktionelle, og hele stedet emmer af autentisk dansk værtshuskultur – med fokus på hygge, fællesskab og nostalgi.
Da vi nærmede os baren, fik vi øje på en farverig fyr, der sad på en stol tæt ved disken. Han så lidt flippet ud med langt hår og en jakke dækket af mærker. Han sad og spillede lufttrommer mod sit knæ og smilede, da vi trådte op til baren. Ufortrødent fortsatte han med sine imaginære trommestikker, og pludselig udbryder han med et glimt i øjet:
“Vi har fået fint besøg af Guldbajerklubben!“
Han havde spottet vores klubmærker på ryggen. Vi nikkede anerkendende og sendte ham et venligt smil, mens Tomme bestilte tre gyldne damer. Ved baren stod flere tydelige stamgæster, som så ud til at høre til her. Vi fandt et bord tæt ved indgangen, og i baggrunden lød Kim Larsens stemme fra højtalerne – akkompagneret af rytmiske taps fra den entusiastiske lufttrommeslager.
Café Stærkodder var et hyggeligt sted, lige ud til Christianshavns kanal. Efter vi havde drukket vores øl, trådte vi ud i den friske luft og fandt en lille kiosk længere nede ad gaden, hvor vi købte et par kolde Guldøl. Med dem i hånden gik vi ned til kanalen og fandt en bænk med perfekt udsigt over vandet.
Solen var nu for alvor brudt frem og kastede sit varme lys over de brostensbelagte gader og de gamle bygninger langs kanalen. Vi satte os til rette, lænede os tilbage og lod roen falde over os. Livet omkring os summede – cyklister passerede forbi med kurvene fulde af indkøb, og lyden af latter blandede sig med fuglesang og bådenes sagte motorer. Vi skålede i vores Guld og grinede over episoden inde på Stærkodder. Længere ude på kanalen gled flere turistbåde stille forbi, fyldt med mennesker, der pegede op mod spir og facader, mens guiderne fortalte historier i højtalerne. Vi sad bare der – midt i København, midt i solen, midt i et øjeblik, man ville ønske aldrig sluttede. Da øllen næsten var tom, lænede Tomme sig tilbage med et skævt smil og sagde:
“Lad os komme videre og se, om vi kan finde et andet brunt værtshus.”
Vi nikkede alle som én – det var jo netop dét, Guldbajerklubben handlede om: at finde de små steder, hvor historien sidder i væggene og skummet smager lidt af nostalgi.
Vi rejste os fra bænken og begav os ned ad Wildersgade. Gaden var stille og solvarm, og der duftede let af havn og grill fra en baggård. Efter blot et par minutters gang dukkede det næste værtshus op – Eiffel Bar. Facaden på Eiffel Bar emmer af klassisk, brun værtshusstemning med et særligt twist. Den sorte front er enkel, men prydet med iøjnefaldende guldtryk af Eiffeltårnet – et finurligt nik til stedets navn. Det store, røde neonskilt med en stiliseret udgave af Eiffeltårnet lyser op over indgangen og signalerer tydeligt, at her ligger et værtshus med karakter. Navnet “Eiffel Bar” er skrevet i elegant skråskrift på vinduet, som dog er tonet nok til at holde nysgerrige blikke ude – præcis som man forventer det af et rigtigt brunt værtshus. Omgivet af klassiske københavnske bygninger og en brostensbelagt gade, indbyder stedet til en øl i ro og mag, hvor tiden synes at stå lidt stille.
Eiffel Bar har en unik og farverig indretning, der skiller sig ud fra det typiske brune værtshus, men stadig bevarer sjælen og hyggen. Lokalet er smalt og dybt, med mørke vægge beklædt med sort træpanel og pyntet med små væglamper i gammeldags stil. Væggene er dekoreret med farverige plakater, gamle billeder og franske motiver, der skaber en nostalgisk og næsten kabaretagtig stemning. Loftet er udsmykket med røde, hvide og blå flader, der matcher de stribede markiser langs væggene – som en humoristisk hilsen til det franske tema. Stemningen er mørk og intim, men alligevel levende, med masser af små detaljer, der fanger øjet, som fx en gammel klokke og Eiffel Bar-skilte. I enden mod højre finder man baren, som er bygget i mørkt træ med en klassisk opbygning. Den er rigt dekoreret med spejle, plakater og souvenirs, og bag baren står flaskerne tæt, klar til at blive serveret med smil og rutine. Barens varme lys giver hele området en imødekommende glød, der indbyder til at slå sig ned og nyde en kold øl eller en lille én. Der sad et par stamgæster spredt ved baren og langs væggen, og de kiggede nysgerrigt op, da vi trådte ind. Kroværten – en dame med et stort smil og en endnu større barm, som hun bestemt ikke skjulte – bød os velkommen med et glimt i øjet:
“Hvad kan jeg byde de tre unge herrer?” spurgte hun spøgefuldt.
Tomme grinede og bestilte straks tre gyldne damer. Vi fik serveret med et blink og fandt en sofa-række længst inde i lokalet, hvor vi kunne læne os tilbage og nyde øllet i fred.
Men freden varede ikke længe. En mand ved nabobordet havde spottet klubmærket på vores rygge og lænede sig nysgerrigt frem:
“Hvad er det for en klub og hvor i kommer fra?”
Før vi vidste af det, var hele værtshuset opslugt. Folk spurgte løs, og vi fortalte dem om Guldbajerklubben – hvordan vi rejser fra sted til sted for at finde de brune perler, hvor øllet er koldt, og stemningen er ægte. Det udviklede sig hurtigt til en snak om gamle dage, værtshuse der ikke findes mere, og de bedste steder at få en rigtig dansk håndbajer. Stemningen var høj – som om vi var en del af inventaret. Men som altid måtte vi videre. Da de sidste dråber var drukket, rejste vi os, sagde tak for i dag og vinkede farvel til både krovært og stamgæsterne.
På Wildersgade fandt vi hurtigt et nyt brunt værtshus – Fingerbøllet, en titel, der vakte både smil og undren blandt dem, der gik forbi. Facaden var malet i en varm, gylden gul, som stod i skærende kontrast til de slidte brosten på gaden foran. Når solen ramte bygningen, lyste den op som en øl under et barlys indbydende og umiskendeligt lokal. Med de store vinduespartier langs den gule facade og det usædvanlige logo – en kvinde med opsat hår, siddende yndefuldt i et skummende ølkrus – var det klart: Her måtte vi ind. Der var noget dragende ved stedet. Men det første, vi lagde mærke til, da døren gled op, var den rene luft. Ikke en antydning af tobaksrøg. Vi så på hinanden, nærmest forvirrede. Det her var da et værtshus? Forklaringen kom hurtigt – og lidt skuffende: På grund af stedets størrelse var det ifølge loven ikke tilladt at ryge indendørs. Det tog os et øjeblik at kapere, men vi opgav ikke. For netop da vi vendte blikket ud mod gaden, bemærkede vi de små caféborde og træstole placeret langs facaden. Et sted med både øl og sol – det kunne vi godt arbejde med. Tomme gik ind og bestilte tre Gyldne Damer, Vi satte os udenfor, og snart sad vi lænet tilbage, nød varmen og lod dagens støj forsvinde i baggrunden. Kort efter åbnede døren bag os igen. Ud trådte kroværten selv – en mand i begyndelsen af tresserne, med et blik, der havde set lidt af hvert. Han havde bemærket vores rygmærker, hvor Guldbajerklubben stod broderet med gyldne tråde, og nu stod han her, nysgerrig og med et glimt i øjet.
Ved hans side trippede en hund – en lav, bred og stædig bulldog, som allerede var på vej hen for at snuse til Tommes sko. Vi fortalte kroværten om Guldbajerklubben, om hvordan vi var en flok venner med kærlighed til gode værtshuse, kolde øl og den særlige stemning, der kun findes på steder med historie og sjæl. Kroværten nikkede, tilsyneladende smigret over vores besøg, men inden vi kunne uddybe, blev hans opmærksomhed fanget af et par stamgæster, der passerede forbi og hilste med hævede øjenbryn og små nik. Bulldogen, der stadig stod foran Tomme, virkede dog helt uinteresseret i alt andet end hans sko. Den snusede intenst, nærmest hengivent.
– “Den er vist meget glad for dig,” grinede Mygge, mens han lænede sig lidt tilbage i stolen.
– “Den kan nok lugte din hund derhjemme,” tilføjede Chili med et skævt smil.
Men pludselig stoppede Chili sit grin. Han kneb øjnene sammen, stirrede mod bulldogens bagdel og hviskede:
– “Øhm… der hænger noget der… Det ligner… ja, det er det sgu – indtørret lort.”
Chili puffede hurtigt til Tomme og hviskede advarende:
– “Pas på dine bukser, mand… den tørrer måske sin røv af på dig.”
Tomme sad bomstille, panikken tydelig i hans blik, som om han sad i en fælde. Han vippede forsigtigt sin ene fod væk, som om det kunne aflede hunden. Mygge fnisede lydløst, mens Chili sad og rystede af grin bag sin øl. Bulldogen virkede upåvirket. Den rørte ikke på sig, men dens bagende svajede faretruende tæt på Tommes knæ. Det var som om hele situationen balancerede på et absurd øjeblik. Pludselig rejste Tomme sig op med et ryk, trak vejret dybt og sagde med bestemt stemme:
– “Er I færdige med jeres øl? Lad os komme videre.”
Vi så alle op, overraskede. Han kastede et hurtigt blik ned mod bulldogen, som stadig viftede uvidende med bagenden, og tog et elegant skridt baglæns, uden at komme for tæt på farezonen.
– “Vi ses, gamle dreng,” mumlede han til hunden og rettede lidt på sine bukser.
Vi forlod Fingerbøllet med grin, skuldrene rystede endnu af den bizarre oplevelse. Det var præcis den slags mærkelige momenter, der gjorde vores værtshusture uforudsigelige og værd at fortælle om igen og igen. Vi gik tilbage ad brostensgaden, solen havde stadig magt, og vores stemmer fyldte luften med latter. Snart nåede vi Christianshavns Torv, og mens vi krydsede pladsen, stoppede Mygge op, kneb øjnene sammen og pegede længere ned mod Overgaden Oven Vandet.
– “Vent lige… jeg tror, der ligger et brunt værtshus derhenne.”
Vi kiggede alle i den retning, og uden at sige mere begyndte vi at gå. Vores nysgerrighed var vækket. Og ganske rigtigt – da vi kom nærmere, dukkede et værtshus op.
Kanal Bodega fremstår som et ægte, uforfalsket brunt værtshus med masser af karakter. Facaden er enkel og funktionel – en lys, rå betonvæg uden pynt, men med sjæl. Den blå firkantede skiltning med hvid tekst skaber kontrast og fanger øjet: KANAL BODEGA står der tydeligt, efterfulgt af den karakteristiske undertitel: “Tudsegamle prajl på dåsebudget” – en skæv og ærlig tagline, der perfekt opsummerer stemningen. Under skiltet er der store vinduespartier i mørkebrunt træ, som lader forbipasserende få et glimt af de mørke træmøbler og den dæmpede belysning indenfor. Man aner ølglas, skikkelser og måske et tv i hjørnet. Ved facaden står flere små caféborde og stole på række, klar til dem, der vil nyde deres bajer i solen – eller ryge, hvis det trækker i fingrene. Indgangen er en enkel trædør, og ved siden af står et klassisk gadeskilt, som man kender det fra små bodegaer og pølsevogne – nok med dagens tilbud eller åbningstider. En ældre mand står udenfor og taler i telefon, og hans kropssprog passer lige ind i det rolige, jordbundne udtryk stedet giver. Alt i alt emmer Kanal Bodega af gammeldags hygge, ægte københavnsk værtshusstemning og et løfte om kolde øl og varme grin. Døren går op med en dæmpet knirken, og straks bliver vi omsluttet af en tæt, lun stemning, som kun gamle bodegaer kan tilbyde. Luftens duft er en blanding af træ, øl, og et strejf af cigaretrøg, som hænger ved fra jakker og historier. Gulvet er dækket af et mørkeblåt gulvtæppe, der dæmper trinnene og tilføjer en hjemlig ro. Væggene er malet i lyse nuancer og prydet med gamle plakater, malerier og nostalgiske skilte – heriblandt et af Tuborg og ét med stedets navn, Kanal Bodega. Langs væggene hænger store metal lamper skærme over bordene og kaster et varmt, nedadgående lys, der får træets årer i bordpladerne til at stå tydeligt frem. Lampernes skær skaber små øer af hygge i det dæmpede rum. Møblerne er slidte, men solide – tunge træborde, mørke træstole og faste hjørnebænke i ægte bodega-stil. Et elektronisk spilleapparat hænger ved væggen, klar til at spille klassikere, og i loftet snor en kobberfarvet ventilationsrør sig tværs gennem lokalet. Ved barområdet står høje metalbarstole, klar til dem, der vil sidde tæt på hanerne og snakken. Der er ingen støj – kun den tyste summen af et sted, der venter på nye historier. Vi er trådt ind et sted med patina og karakter. Her hersker ro, rutine og rum for selskab. Der var ikke mange mennesker på Kanal Bodega, men stemningen fejlede intet. Lokalet var stille på den der rolige måde, hvor hver skraben med en stol og hver latter får lov at fylde rummet. Her var hygge, ingen tvivl om det. Vi fandt os et bord under en af de store metalskærme, bestilte øl, og lænede os tilbage. Vores polo-t-shirts med Guldbajerklubbens logo på ryggen gjorde igen indtryk. Blikke blev sendt i vores retning, og før vi havde drukket halvdelen af øllen, var samtalerne i gang. – “Hvad er det for en klub, I kommer fra?” spurgte en herre ved nabobordet, mens han tændte en cigaret. Vi svarede, som vi plejede – med smil og en forklaring om vores kærlighed til det danske værtshusmiljø. Det skabte straks kontakt.
En af de ældre stamgæster sendte os et nysgerrigt blik, og pludselig gik det op for os – ham havde vi set før. Den lille mand med bondmandskasket, som vi tidligere havde set på et andet værtshus, vi havde besøgt. Han nikkede genkendende og blev straks mere snakkesalig. Fortalte lidt om sit liv, om hvordan han næsten hver uge svingede forbi forskellige bodegaer på Christianshavn. En ægte lokal figur. Da vi var ved at være færdige med vores øl, lænede en anden stamgæst sig frem og sagde:
– “Hvis I er på jagt efter brune steder med charme, så må I forbi Kafé Falken. Den ligger ikke så langt herfra – og den er stadig rigtig brun.”
Vi udvekslede blikke – missionen var ikke slut. Den næste destination havde meldt sig.
Vi fortsatte længere ned ad Torvegaden og fulgte nøje anvisningerne fra stamgæsten. Mygge haltede stadig en smule – hans ben gjorde ondt efter gårsdagens uheldige fald. Undervejs meldte sulten sig, så vi slog os ned og fik lidt at spise. Efter det tiltrængte måltid bevægede vi os videre, og snart nåede vi frem til Prinsessegaden. Vi fortsatte ned ad Prinsessegaden, hvor gadens liv langsomt ændrede karakter.
Pludselig fik vi øje på en bygning, der straks fangede vores opmærksomhed – en blåmalet facade med hvide vinduesrammer og et diskret, men charmerende slid. Over døren stod der med tydelige bogstaver: KAFE FALKEN, med et lille hvidt falkesymbol imellem ordene. Et par borde og stole stod casualt opstillet udenfor – tomme, men som om de netop var blevet forladt af stamgæster på vej videre. Et lille metalskilt med en grøn oval og et falkemotiv hang skråt ud fra bygningen og svajede let i vinden. Døren stod en smule på klem, og indefra kunne man ane dæmpet belysning og lyden af stille samtale.
“Her må vi ind,” sagde Tomme. Vi nikkede alle – det her sted havde noget særligt over sig. Vi trådte ind på Kafe Falken, og blev med det samme mødt af en tung, næsten sødlig duft af gammel tobak og øl, der havde sat sig fast i væggene gennem årtier. Væggene var engang hvide, men nu dækket af et tykt lag nikotin og tjære – gule som falmet papir, og med fedtede aftryk fra generationers albuer, jakker og hverdagsliv. Loftet var dækket af gamle avisudklip – gule og falmede, men stadig skarpe nok til at afsløre overskrifter fra en svunden tid: sport, skandaler og stjernenyheder fra dengang Danmark stadig kunne vinde i alt. Midt i lokalet stod et billardbord, men ingen spillede. Køerne hvilede i stativet, og de gule og røde kegler stod oprejst som små soldater i venteposition. En enkelt mand sad i hjørnet ved et bord og stirrede ud i luften over en halvdrukken øl, mens et par blinkende spilleautomater langs væggen udsendte en monoton summen og lejlighedsvise, opgivende lyde. Ved baren stod en ældre mand med hænderne på ryggen og talte lavmælt med bartenderen, der ikke så ud til at have travlt med noget som helst.
Tomme gik op til baren og bestilte tre gyldne damer med en rolig, rutineret stemme. Vi fandt et ledigt bord tæt ved vinduet, hvor det sparsomme dagslys faldt ind og ramte de slidte bordplader. Træet bar tydelige spor af mange års liv – ridsede initialer, cigaretmærker og gamle ringe fra fugtige ølglas fortalte deres egne historier. Der var en stille, tryg stemning i lokalet. Ikke tyst – bare rolig. En slags afslappet stilhed, hvor ingen havde travlt, og ingen behøvede at sige noget for at høre til. Det var som om luften var tyk af minder, og vi blev hurtigt en del af dem. Pludselig gik døren op, og ind trådte stamgæsten fra Kanal Bodega. Han fik hurtigt øje på os, nikkede stille og sendte et skævt smil – vi gengældte det med samme. Uden hast gik han op til baren, bestilte en øl og slog sig ned på en af de slidte barstole. Der gik ikke mange sekunder, før han var i gang med en lavmælt samtale med bartenderen, som om de havde kendt hinanden i en menneskealder. Ved vores bord sad vi og funderede. Mon det her var hans faste rute? En daglig rejse fra bodega til bodega, hvor han hilste på kendte ansigter, drak en enkelt og gik videre. Der var noget næsten poetisk over det. Da han havde tømt sit glas, rejste han sig roligt, trak jakken på og gik mod døren. Han stoppede op, kiggede på os med det samme rolige blik og sagde:
“Kan I have en fortsat god tur – jeg er færdig for i dag.”
Han nikkede, smilede og forsvandt. Da vi havde drukket vores øl, blev vi enige om at komme videre. Vi fortsatte ned ad Torvegaden og nåede frem til Knippelsbro. Halvvejs over broen blev vi pludselig opmærksomme på en uro bag os – blå blink, sirener og en stor menneskemængde, der bevægede sig mod os som en bølge. Tre politimotorcykler susede forbi i høj fart, og kort efter kom en mindre kulørt lastbil trillende med høj musik pumpende ud af store højtalere. Bag bilen fulgte en lang række mennesker i farvestrålende tøj – de dansede, råbte og så ud til at være mere eller mindre påvirkede af… noget.
Lastbilen standsede midt på broen, og en kvinde greb mikrofonen. Hendes stemme rungede ud over vandet:
“København skal have fri hash – nu!”
Vi stod og kiggede på hinanden – lidt forbløffede, lidt fascinerede. Ud af menneskemængden dukkede pludselig en mand op med skæve øjne og et bredt grin. Han bar en slidt rygsæk, som han lynede op foran os. Den var fyldt med hash joints.
“Vil I ha’ en?” spurgte han, som var det den naturligste ting i verden.
Chili sprang et halvt skridt tilbage – han troede fyren ville slås og var lige ved at klappe ham én. Fyren så ærligt talt ud til at være godt langt ude. Mygge og Chili takkede høfligt nej, men Tomme trak på skuldrene, smilede og sagde:
“Tjah… hvorfor ikke.”
Lastbilen satte i gang igen, og folkemængden fulgte efter i takt til musikken. Tomme, nysgerrig som altid, besluttede sig for at prøve jointen. Han tændte den med rolige bevægelser, tog et sug og blæste en sky af tung røg ud i luften. Chili kneb øjnene sammen og viftede med hånden – han brød sig ikke om duften, der hurtigt lagde sig som en tung tåge omkring os. Pludselig trak en politivogn op på siden af os og standsede brat. Betjenten i førersædet sendte Tomme et skarpt, vredt blik. Tomme stod der med jointen i hånden og så ud som om han nød livet mere end han burde. Et øjeblik stod tiden stille for ham.
Men så, uden et ord, kørte betjenten videre. Vi krydsede broen og fortsatte ind mod byen. Promillen havde langsomt, men sikkert, sneget sig opad, og det kunne mærkes på både grinene og balancen. Efter lidt tid nåede vi frem til Klareboderne – her skulle der efter sigende ligge endnu et værtshus, og stemningen i gruppen var klar: Vi skulle ikke stoppe nu.
Vi slentrede videre ned ad Klareboderne med trætte ben og varme grin. Stemningen var løftet, promillen var steget, og København viste sig fra sin mest charmerende side. Pludselig dukkede et sted op, som fik os alle til at standse op.
Bo-Bi Bar, Et lille, lavloftet værtshus med karakter – og sjæl. Facaden var mørkegrøn med dybtrøde detaljer, og over døren hang et skilt med en elegant, hvid hund og navnet skrevet i snørklede bogstaver. Englefigurer prydede de røde paneler over vinduerne, som var dækket af klassiske, hvide blondegardiner, der kun tillod et diskret glimt ind til det dæmpede indre. Man kunne skimte gammeldags lamper og mørke træpaneler – et sted hvor tiden havde stået stille, og hvor samtaler blev ført i dæmpet toneleje.
“Den der… den kalder på os,” sagde Mygge med et grin.
Vi nikkede alle. Vi havde fundet næste stop. Vi trådte ind på Bo-Bi Bar og blev mødt af en hyggelig og intim atmosfære. Det varme lys fra røde lampeskærme kastede en blød glød over rummet, som var præget af mørke træpaneler og gammeldags tapet. På væggene hang små indrammede billeder, og et stort maleri tronede bag en brun læderbænk, der stod ved et bord med en klassisk ternet dug. Sorte stole med nitter var placeret omkring bordet, og på hver side af bænken stod potteplanter, som gav et strejf af friskhed til den ellers rustikke indretning. Stemningen var dæmpet og varm, med gyldent skær fra gamle lamper og bløde toner fra højtalerne, hvor musik fra begyndelsen af 1900-tallet flød ud – grammofon-agtige melodier, der lød som noget, ens oldeforældre kunne have danset til.
Bag baren stod en storbarmet kvinde med et myndigt blik og et smil, der vidnede om, at hun havde set alt og lidt til. Hun bevægede sig med ro og rutine, som om hun nærmest var en del af inventaret – uundværlig og urokkelig.
Tæt ved indgangen sad et par ældre stamgæster, som havde sat sig på deres faste pladser, hvor de kun kort løftede blikket for at anerkende vores ankomst. Længere inde i lokalet sad flere – nogle i stilhed med et glas foran sig, andre i lavmælt samtale, der syntes at være en del af barens naturlige rytme. Bo-Bi Bar var ikke bare et værtshus – det var et levn. Et sted, hvor tiden var blevet bedt om at vente udenfor. Vi fandt hurtigt et bord nær indgangen, og Tomme, som om han kendte sit kald, bestilte straks tre Gyldne Damer. Øllet glimtede i glassene, mens vi lod os opsluge af stedets summende liv.
“Jeg går lige på toilettet,” sagde Chili med en alvor i stemmen, som om han anede, hvad der ventede.
Han bevægede sig ind i det dunkle baglokale, hvor døren til toilettet åbnede sig knirkende. Rummet var klaustrofobisk – et enkelt urinal stod ensomt og klemt ved indgangen, og bag endnu en dør lå selve toilettet. Chili stillede sig ved urinalet, koncentreret og med blikket mod væggen. Stilheden var intens, som om rummet holdt vejret. Så – uden varsel – fløj døren op.
I et splitsekund måtte Chili vride sig til siden, en bevægelse så hurtig og præcis, at selv en ninja ville nikke anerkendende. Ind trådte Tomme, dramatisk og med stor undren malet i ansigtet. Han standsede, kiggede rundt og sagde med en tone som afslørede både chok og fascination:
“Hold da kæft… det her er jo ikke et toilet, det er en rumkapsel!”
Chili grinede og nikkede, stadig halvt vredet til siden:
“Velkommen til luksusafdelingen, Tomme.”
Tomme klemte sig ind på det snævre toilet, døren knirkede, og så blev der stille et øjeblik. Men så lød et brøl derindefra:
“Chili! Kom og se – det er Loch Ness-uhyret!”
“Hvad fanden snakker du om?” råbte Chili forvirret, mens han maste sig gennem døren som en sild på flugt. Tomme stod og stirrede ned i toilettet med rædsel malet i ansigtet. Hans øjne var store og alvorlige som en mand, der havde set ting, man ikke burde se. Chili fulgte hans blik – og der lå den. En gigantisk lort, så voldsom, at det lignede den var på vej op af kummen.
“Hold kæft, hvor er den klam!” udbrød Chili med en blanding af væmmelse og fascination. “Den dér… den skal vi have et billede af,” grinede Tomme og fumlede efter sin mobil.
Men midt i bevægelsen stivnede han. “Årh nej… tænk hvis jeg taber mobilen… Så ligger den dér… midt i lorten!” De kiggede begge ned igen. Stilhed. En tung, respektfuld stilhed.
De to brød ud i grin og skyndte sig ud derfra, tilbage til Mygge, som stadig sad roligt og nød sin øl – helt uvidende om det uhyre, de netop havde overlevet.
Efter vi var kommet halvvejs igennem vores øl, vendte en ung mand sig pludselig om ved baren. Han havde fået øje på vores Guldbajer-rygmærker.
“Må jeg sætte mig ned hos jer?” spurgte han nysgerrigt.
Vi bød ham selvfølgelig velkommen, og kort efter dukkede hans makker også op. Det viste sig, at de begge var sømænd fra Søværnet – og de var ret nysgerrige efter at høre om vores klub. Snakken gik let og afslappet. Der var grin, gode historier og fælles fascination af både havet og bajere. Chili lænede sig frem og spurgte dem, om de kunne mærke nogen forandring i deres hverdag, nu hvor verdensbilledet ser anderledes ud i dag. Sømændene tænkte sig lidt om – samtalen fik et lille lag dybde.
Men så afbrød Tomme stemningen med sin vanlige timing og et glimt i øjet:
“Nu må vi hellere komme videre – der er jo andre brune værtshuse, der venter!”
Vi rejste os grinende, og da vi kom udenfor, kunne vi godt mærke det – luften var blevet skarpere, mørket sneg sig på. Aftenen var på vej. Og ja, promillen var nu officielt streget. Vi gik ned ad Købmagergade, krydsede Strøget, og da vi nåede Store Kirkestræde, fik vi øje på værtshuset.
Vi ser facaden af en klassisk dansk vin- og ølstue ved navn Toga Vinstue. Stedet har en traditionel og nostalgisk udstråling med grønne og gyldne farver, hvilket understreger dets gamle, charmerende atmosfære. Navnet “Toga” står tydeligt midt på vinduet, og over døren står der “VIN & ØLSTUE”, hvilket tydeligt signalerer, at det er et sted, hvor man kan nyde både vin og øl. Der er drueklaser som dekoration på facaden, hvilket understreger vinkarakteren af stedet. Til venstre for døren ses menukortet i en glasmontre. Til højre er der en kældertrappe med adgang til et eventuelt kælderlokale – måske en del af baren. Alt i alt ligner det et sted med lokal historie og en fast kundeskare, ofte populært blandt stamgæster og politisk engagerede, da Toga er kendt for at være et samlingspunkt for bl.a. journalister og politiske personligheder. Det var umuligt at ignorere skiltet – ingen rygning her, medmindre man ville have en hurtig duel med stedets rygepolitik. Et ensomt udendørs askebæger stod som en lille oase for nikotin-junkies. Vi var dog mere tørstige end tobakstrængende, så vi traskede ind. Op ad trapperne, som føltes som en rejse mod de gyldne dråbers land, blev vi mødt af en bar. Tomme bestilte tre Gyldne Damer. Her var flaske øl en saga blot, så vi måtte nøjes med en fadbamse. Ja, det er hårdt at være øl entusiast, men hvem siger nej til en frisk skummende bamse? Vi sad og nød vores fadbamse, omgivet af få gæster, mens vi ivrigt fortalte Mygge om alt det, vi havde oplevet på Bo-Bi Bar. Latteren rungede, og stemningen var høj. Da glassene var tomme, og vi havde fået vores dosis gode grin, var det tid til at komme videre—der var stadig flere værtshuse, der ventede på os.
Vi gik ned ad Frederiksborggade, fortsatte til Nørre Farimagsgade, og dér lå endnu et værtshus, klar til at tage imod os.
Facade fronten på Funchs Vinstue er præget af mørk træbeklædning og tre grønne markiser med teksten “Funchs Vinstue” trykt i hvidt, hvilket straks giver stedet karakter og signalerer tradition. Nummeret 55 står med tydelig skrift over døren, som en påmindelse om, at dette er et fast holdepunkt i gadebilledet. Foran vinstuen står små, simple træborde og stole langs facaden, flankeret af lange brune bænke. Det hele emmer af uformel hygge – her kan man forestille sig folk sidde og dele en øl, ryge en smøg og udveksle både dagens nyheder og livets store spørgsmål. Grønne planter i potter tilføjer et strejf af liv og en hjemlig stemning. Alt ved facaden antyder, at her venter et varmt, traditionsrigt rum indenfor – et sted, hvor man kan søge ly fra byens støj og lade tiden gå i roligt tempo med en øl i hånden. Der var mange gæster på værtshuset, men vi fandt et lille bord midt i lokalet, omgivet af livlige mennesker. Tomme skyndte sig at hente tre Gyldne Dame, og stemningen var i top og vi hyggede os. Efter et par timer drog vi videre og endte i Reykjaviksgade, hvor endnu et værtshus ventede os. Trætheden begyndte så småt at melde sig, og promillen var efterhånden også kommet godt op.
Da vi nærmede os værtshuset Isbjørnen, blev vi mødt af en charmerende facade med klassisk Københavnerstemning. Den lysegrå bygning havde hvælvede indgange og gamle dannebrogsvinduer, og over hoveddøren tronede en stor isbjørn med en øl i hånden – et både sjovt og iøjnefaldende vartegn. Til venstre for døren hang et menu skilt med Old school priser på fadøl, snaps og vand, malet i blå toner med en isbjørn på toppen. En lille bænk og et par caféborde stod foran. Over døren lyste Tuborg-skiltet – et klart signal om, at her var et sted med traditioner. Da vi trådte ind på værtshuset, blev vi mødt af en livlig stemning og mange mennesker. Heldigvis fandt vi et bord tæt ved indgangen. Her var der rigtig hyggeligt, og vi faldt hurtigt i snak med nogle af stamgæsterne.
Efter flere Gyldne Damer blev vi enige om, at det var ved at være tid til at vende tilbage til hotellet. Vi satte kurs mod den nærmeste metrostation – humøret var højt, og aftenen havde været fuld af gode grin og god stemning.
Endelig nåede vi frem til en metrostation. Mygge haltede stadig, og hans ankel var tydeligt hævet. Metroen ankom hurtigt, og vi steg ombord. Der var en del mennesker i vognen, og de klapbare sæder ved indgangen var allerede optaget, så vi måtte stå.
Med et ryk satte metroen i gang. Mygge og Tomme fik hurtigt fat i nogle af stropperne, der hang ned fra loftet, men Chili var ikke lige så hurtig. Han mistede balancen og tumlede baglæns – direkte ned i en barnevogn, som tilhørte en enlig mor. Han landede med overkroppen hen over barnevognen og trykkede kalechen helt flad.
Chili forsøgte at rejse sig, men det var for sent. Moren begyndte straks at råbe op. Med et forskrækket blik begyndte Chili at tale til hende på engelsk, mens han samtidig kiggede nervøst ned til babyen. Heldigvis lå den lille helt roligt og sov videre, som om intet var hændt.
Chili fik forsigtigt rettet kalechen nogenlunde ud, men moren skældte ham ud og udbrød pludselig: “Hvorfor snakker du engelsk?” Forvirret og rød i hovedet satte Chili sig ned på sædet ved siden af hende, stadig i chok. Mygge kunne ikke holde latteren tilbage, mens Tomme – den eneste med overblik – fik talt moren ned på jorden. Det viste sig, at hun var fra Sønderjylland, og da det først kom frem, faldt stemningen hurtigt til ro. Chili fik øjenkontakt med en ung pige, der sad overfor. Hun smilede, tydeligvis underholdt af hans ufrivillige stunt. Stemningen lettede lidt, og vi fortsatte turen. Langt om længe nåede vi til Ørestad ved Fields. Chili var stadig en smule rystet over hændelsen, men begyndte forsigtigt at grine sammen med Mygge og Tomme.
“Jeg kan lige se det for mig,” sagde Chili. “I morgen, når vi skal hjem med toget, er der et indslag i nyhederne: Pas på – baby killer i metroen!“
Derefter brød vi ud i en ukontrolleret latter.
Turen havde også gjort os sultne, så vi blev hurtigt enige om at tage en tur forbi McDonald’s i Fields, inden vi hver især trak os tilbage til hotellet for natten.
Dag 3.
Vi stod tidligt op næste morgen, stadig en smule groggy efter nattens strabadser. Hovedet dunkede let, men tanken om hotellets morgenmadsbuffet var nok til at få os ud af sengen. Efter en solid omgang kaffe og rundstykker pakkede vi vores ting – og opdagede, at der stadig var flere Guldbajere tilbage. Vi tog en taxa ind til Hovedbanegården i god tid. Vel ankommet begyndte vi at gå rundt og holde øje med lystavlerne for at finde vores tog. Taskerne begyndte hurtigt at føles tungere, og vi kunne mærke turen i benene. Midt i menneskemylderet spottede vi en bænk, hvor der kun sad én mand. Chili satte sig ved siden af ham, men sprang hurtigt op igen – bænken klistrede, og der lå madrester over det hele. Da vi så nærmere på manden, gik det op for os, at han formentlig var hjemløs.
Tomme kom med en idé: “Han kan da få vores øl – så slipper vi for at slæbe dem med!” Det syntes vi alle var en god løsning, og da Tomme rakte øllene til manden, lyste hans ansigt op. Han så på Tomme som om han var sendt fra himlen. Da vi gik videre, vendte vi os om for at kigge en sidste gang – og så, at manden havde hevet sin mobil frem. “Han kontakter nok alle sine venner,” sagde Mygge med et grin. “Nu bliver der fest på banegården!” Vi kunne ikke lade være med at le.
Eventyret var slut for denne gang, men det havde været en tur fyldt med grin, gode historier og uforglemmelige øjeblikke. Vi glæder os allerede til næste tur.
Del vores Tour Bodega